Valgfolder 2009 Næstved
Juhuu - jeg skal i børnehave
Alle børn skal have mulighed for pasning. Alle forældre, der har brug for det, skal kunne få passet børnene. Sådan er det bare. Og så skal det være gratis.
Enhedslisten vil arbejde for:
- daginstitutionerne skal være rummelige - ikke en spareøvelse
- børn med særlige behov skal have særlige tilbud
- institutionerne skal have gode fysiske rammer og et udfordrende miljø
- private firmaer skal ikke tjene penge på at passe vores børn
- der skal være gratis, god og sund mad til børnene
- ingen forringelse i åbningstider – tværtimod åbningstiderne skal opfylde behovet for pasning
- ingen lukkedage og ingen sommerferielukning
Vi lærer mest og bedst når vi leger
Alle gode undervisere ved, at vi lærer mest og bedst, når vi leger.
Skoler lokalt
Der er ingen tvivl om at skolerne har stor betydning for lokalsamfundene, særligt for de små lokalsamfund på landet – derfor ingen skolelukninger.
Enhedslisten vil arbejde for:
- lærerne skal have deres metodefrihed tilbage
- madordninger skal etableres for alle på skolerne, og tilberedelsen af maden skal gøres til en del af undervisning og livet på skolen
- der skal være mere medbestemmelse for både elever, ansatte og forældre – skolen er også et sted, hvor vi lærer demokrati
Ældre skal selv kunne bestemme
Gamle mand, gamle kone – hvor er dit hjem? Boede du ikke engang i et kvarter du selv havde valgt? Et sted hvor dine venner boede i nærheden? Kendte du ikke gaderne du gik på, og forretningerne du handlede i? Den plejebolig du har fået tildelt, har du selv valgt den, og fik du det, du ønskede, med dig?
Hjælpen til de ældre skal have til formål, at de ældre selv kan pege på, hvordan de vil bo. Hjælp skal aftales mellem den ældre, de nære pårørende og hjælperne. Når den ældre ønsker at flytte i ”plejebolig” med en tilknytning til fællesskab, skal det ske i nærområdet. Derfor skal vi have mange små – lokale ældreboliger.
Mad
Selvfølgelig skal der være varm mad til de ældre efter eget valg hver dag. Når andre kommuner kan, hvorfor kan Næstved så ikke?
Enhedslisten vi arbejde for:
- de ældre skal have ret til at spise mad, de kan lide
- de ældre skal selv bestemme tider og rutiner
- de ansatte i ældreplejen skal have indflydelse på driften og organiseringen af ældreområdet
- de ældre skal blive i deres eget kvarter og gå i de butikker, de selv ønsker
- Søparken i Glumsø og Fugleparken i Fuglebjerg skal bevares
Lær os noget - når der nu ikke er arbejde
Formidlingen tilbage til fagforeningerne
Enhedslisten mener, at administration og udbetaling af støtte til folk, der ikke er i arbejde, skal varetages af de faglige organisationer og deres tilknyttede a-kasser. Det skal også være de faglige organisationer, der skal formidle job.
Nu er der ikke mangel på arbejdskraft, men mangel på jobs. Det har ramt de svageste på arbejdsmarkedet hårdt, det er dem der er blevet ledige først. Der skal tilbydes relevante kurser som fører til reel om- og opkvalificering.
Enhedslisten vil arbejde for:
- kommunen skal etablere et tæt samarbejde med fagforeningerne om at etablere relevante om- og opkvalificeringskurser
- svage ledige skal tilbydes generel opkvalificering indenfor almene fag
- aktiveringen af de ledige skal være en kommunal opgave
- jobcentrets rådgivning af de ledige skal som mål have at bedre deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Lokalt demokrati for alvor
Når borgerne involverer sig i udvikling og drift af kommunens institutioner og lokalområder skal der også være reel indflydelse på drift og udvikling. Høringer skal tages mere seriøst, og til lokalråd og unge– og ældreråd skal der medfølge kompetencer og økonomi til at gennemføre de beslutninger, de tager. Alle skal kunne mærke at Næstved er et levende demokrati!
Glem ikke – det var den siddende regering der ønskede kommunalreformen. Er det blevet godt? Nej. I stedet har vi har fået, dårligere borgerservice, Mastodont-kommunerne har vist sig at være en dårlig ide. Regeringen må bære den væsentligste del af ansvaret for den forfejlede kommunalreform.
Regeringens dårligt skjulte dagsorden, var at skabe så store kommuner, at de kommunale aktiviteter kunne udliciteres til private virksomheder. Enhedslisten mener, at veldrevne kommuner der sikrer at administration og drift foregår smidigt og effektivt og uden overdreven kontrol, til gavn for borgerne er den rigtige løsning.
Enhedslisten vil have lokal forvaltning af lokale ressourcer,
- under ansvar overfor de lokale beboere og brugere
- under ansvar overfor miljø og økologi
- under ansvar overfor vore børn
Der skal derfor etableres lokalt valgte råd med ansvar og økonomi til forvaltningen af lokalområderne, og det skal og kan gøres i de eksisterende store kommuner.
Forvalte ressourcerne for vore børn
Vi låner denne jord af vores børn. Derfor har vi ansvar for at forvalte den forsvarligt og sådan at vores børn og deres børn forsat kan leve på den og leve et godt liv. Energibesparelser og symbolske CO2 nedskæringsplaner er ikke nok. Kloden er ikke bare ved at koge over, den er ved at gå til i overgødskning, sprøjtegifte og kemikalier. I Næstved skal der satses på økologisk produktion, og kommunen skal som storforbruger benytte produkter, der er produceret miljømæssigt forsvarlig – dvs. økologisk.
Energirigtigt nybyggeri.
Lokalplanerne skal konsekvent udstikke energibesparende rammer som fx. krav om solfangere og plus-energihuse.
Gratis kollektiv trafik.
Gør den kollektive trafik i Næstved gratis – erfaringerne fra andre byer viser, at det ikke koster noget.
Cykelstier på landet.
Næstved kommune er kommet langt med sikringen af skolevejene og cykelveje for børn og voksne i Næstved. Her skal etableres sikre skole- og cykelveje - imellem og til byer og landsbyer.
Omfartsvejen i Næstved skal ikke bygges.
Der er én ringvej i Næstved – hvad skal vi så med en omfartsvej. Mere asfalt giver mere trafik. Hvis trafikproblemerne skal løses på en miljømæssigt forsvarlig måde - skal det ske ved at udvide den kollektive trafik.
Genetablering af jernbanen fra Næstved til Slagelse.
I trafikministerens skrivebordskuffe ligger en plan om etablering af en motorvejsforbindelse fra Vordingborg over Næstved videre til Slagelse og til Kalundborg. Alternativet til forbindelsen er flere kollektive trafikløsninger og godset over på jernbanerne. Derfor skal jernbanen fra Næstved til Slagelse genetableres.