Cirkus Sjælland

Læserbrev af Preben Petersen.

I denne weekend besluttede Dansk Folkeparti at støtte op bag Socialdemokraten Heino Knudsen som formand for Region Sjælland. Det har de allerede gjort én gang, men sprang fra da det gik op for dem, at Enhedslisten stadig har sine synspunkter på diverse områder, som de vil arbejde for. DF blev vrede over nogle udtalelser i et interview om bl.a. halalkød og information på arabisk på hospitalerne. De sprang fra aftalen, og Heino Knudsen blev bange og smed Enhedslisten ud.

Det fik mange medier til at påstå, at Enhedslisten ville have åbnet konstitueringsaftalen igen. Hvilket ikke er tilfældet.

Så langt så godt. DF er overfølsomme, når det gælder tiltag, der kan fremme integrationen og store dele af pressen render med en halv vind.

Men at Heino Knudsen i den grad har demonstreret manglende dømmekraft og falskhed i denne sag, tegner dårligt for de kommende 4 år i Region Sjælland. I stedet for at køre med på løgnen om Enhedslistens brud med aftalen burde han melde klart ud, hvad det drejer sig om.Han kan ikke undvære DF’s 6 mandater og vil for at bevare dem gå meget langt, også selv om det betyder at DF skal imødekommes på deres fremmedfjendske politik.

Preben Petersen