Vi må have mod.

Læserbrev af Freja Lynæs

Jeg er rigtig glad for at se Søren Revsbæks læserbrev d. 14/12, hvor han vil tage ytringsfriheden for offentligt ansatte op i Økonomiudvalget.
Vi må som Byråd sende en klar besked til resten af kommunen, at vi vil have offentligt ansatte, som tør være kritiske. Hvordan skal vi ellers gøre kommunen bedre?
I starten af året valgte jeg sammen med Enhedslisten at stille kritiske spørgsmål i Byrådet omkring mit arbejdsområde. Jeg var blevet træt af at se, at min nærmeste ledelse i flere år havde kæmpet for blandt andet at Næstved Kommune begyndte at tilbyde hjemløse en handleplan (hvilket de lovmæssigt skal). Jeg valgte at bruge den politiske kanal for at støtte min nærmeste ledelse og borgerne i kommunen. Af omveje fik jeg at vide, at jeg stod til en tjenstlig samtale. Heldigt for mig skete der intet, og der er siden kommet ny centerleder i Handicap og Psykiatri, og nye vinde blæser.
Dog er der intet sket med handleplanerne. Hvis manglen skyldes for få personaleressourcer, så er det i sidste ende byrådets ansvar at sørge for, at der er de ressourcer, der skal til, for at kommunen overholder loven.
Som offentligt ansatte skal vi stå sammen og vise, at vi tør at være kritiske. Vi skal ikke lade os skræmme til tavshed.
Min største tak og respekt går til Martin Christensen. Han har taget det største slag for os alle og følt konsekvensen af at refererer andres udtalelser. Det har heldigvis gjort, at flere har fået øjnene op for de reelle problemer, der er med ytringsfriheden i Næstved Kommune.

Freja Lynæs Larsen
Byrådsmedlem for Enhedslisten
Grimstrupvej 100D 2.
4700 Næstved