Vi vil gøre en forskel, ikke bygge et luftkastel

Læserbrev af Peter Wittrock

Da vi under en Valgdebat i mandags, snakkede om finansiering af alle de fine valgløfter fra de forskellige partier, blev udmeldingen fra panelet noget grødet, for tidslinjen for tiltagne var nærmest uendelig.

Jeg troede, nok ganske naivt, at når man meldte ud hvad man ville, her under valgkampen, så var det noget man søgte gennemført indenfor den kommende periode og ikke indenfor en diffus, udefineret årrække.

Vi mener at der skal gøres noget nu, og derfor har vi også en økonomisk plan for det vi siger. Hvilket jeg i den grad kan savne fra andre partier.

Vores velfærd lider, så enkelt er det og det kræver investering at få den på ret køl igen. Skattelettelser gavner kun dem der i forvejen har rigeligt, for os andre gælder det, at vi står sammen om et socialt system med et sikkerhedsnet, fordi vi ikke ved hvad morgendagen bringer og ingen er usårlige. Det system er efterhånden noget flosset i sømmene.

Vi kan ikke byde hinanden at vi skal føle os usikre på, om vi lander igennem maskerne så det overbebyrdede personale, kan føje endnu en dårlig samvittighed i rygsækken til de til sidst knækker under presset.

Stem på nogen, der vil og har en plan for, at gøre noget nu!

Byrådskandidat i Næstved for Enhedslisten
Peter Wittrock