Nye grønne tider for byrådet?

I foråret har vi haft en høring om vores kommuneplanstrategi. Borgerne kunne melde ind med ændringsforslag til et oplæg, der blev udarbejdet efter en velbesøgt workshop i januar. Efter tidsplanen for processen skal det første byrådsmøde efter sommerferien beslutte den endelige udformning.

På trods af, at der allerede i vinter bredte sig en opfattelse af, at sidste sommers lange tørkeperiode varslede ilde for klimasituationen, valgte byrådet at udsende et oplæg til planstrategi, hvor f.eks. CO2-udledningen ikke er nævnt med ét ord. Siden da er der sket et stort stemningsskred blandt borgerne, – og vi fik et resultat til folketingsvalget i overensstemmelse hermed.

I Enhedslisten valgte vi derfor at indlevere et ændringsforslag til planstrategien med et helt nyt afsnit om klimasituationen, – og hvad der kan – eller skal ske af ændringer i planlægningen. Der er rigtig meget, vi skal indstille os på i fremtiden, og en stor del vil få rod i den kommunale planlægning. Kommuneplanstrategien gælder i 4 år; så det er nu, at der skal markeres en ny grøn retning.

 

Velkommen tilbage fra ferien til byrådet.
Susanne Tariq
Byrådskandidat for Enhedslisten
Slagelsevej 72

 

Læserbrev i Sjællandske 5. august 2019