Skoledistriktsnavne og Skolenavne

Læserbrev sendt til Sjællandske d. 2/2 2023.

Når vi laver høringssvar er det vigtigt at alle interessenter bliver hørt.
Derfor må jeg give Suleyman Yucel ret i hans læserbrev d.18. januar.
Det er en ommer!
Ikke fordi vi er utilfredse med de høringssvar der er givet, men fordi vi er utilfredse med det
antal høringssvar der er givet. Som desværre ikke viser et repræsentativt svar.
Både Stine Andersen og Casper Schneider forudsætter, at det udelukkende er lærere,
forældre og elever, der er brugere af folkeskolerne. Det mener jeg ikke er en rigtig opfattelse.
Skolerne er samlingspunkt i lokalområderne, de har en historisk vigtig funktion, som ikke er
blevet mindre vigtig efterhånden som mange andre fællesskabs bærende funktioner er røget
ud af de lokale områder, både i byerne men især også i landsbyer og mindre byer. Steder
hvor folk mødtes og fik sig en sludder. Fx den lokale dagligvarebutik, biblioteket, apoteket
kroen osv.
Her i det område i Næstved by, jeg bor i, kan man deltage i møder, gå til idræt, gå på
aftenskole og benytte legeplads og boldbane. Jeg husker også at have været til
loppemarked på skolen og deltaget i valghandlinger. Selvom jeg hverken har børn på skolen
eller arbejder der.
Skolen betyder meget for alle i lokalsamfundene, derfor er det vigtigt at alle høres og ikke
kun lærere elever og forældre.
Jeg håber at vi, når vi laver en udvidet høring, får flere svar på et mere repræsentativt
grundlag. Og at jeg ikke igen skal møde skoleelever der ikke aner at de har haft mulighed for
at komme med høringssvar!
Derfor laver vi en ny høringsrunde!
Så kom frem af busken Næstved borgere og skriv hvad I synes jeres skole skal hedde.
Skal den hedde en afd. eller en skole, skal den have sit gamle navn eller et helt nyt og hvad
skal jeres skoledistrikt hedde?

Susanne S. Tariq
Enhedslisten