Skal vi også til at diskutere højrekørsel.

Foranlediget af den aktuelle debat omkring brug af mobiltelefoner i skolerne der kører på Sjællandskes debatsider med indlæg fra både politikere, forældre og skolebestyrelsesmedlemmer tænker jeg, at både snusfornuft og fakta er relevant at bringe ind i debatten.

Hvis der er et problem med skolebørns brug af mobiltelefoner i skoletiden er det selvfølgelig en god ide at tale om det, men min egen undersøgelse af problematikken, som har baggrund i at jeg helt lavpraktisk har spurgt børn og forældre på 9 af kommunens skoler, her læs afdelinger, viser at der alle steder er en klar politik.

På nogle skoler afleverer børnene mobilen ved skoledagens start og får den når de har fri fra skole. På en enkelt af disse skoler er der mulighed for at bruge mobiltelefonen 20 minutter indenfor i forbindelse med frokostpausen.

På de resterende skoler må man gerne have mobiltelefonen i tasken uden at bruge den. Hvis man bliver taget i mobilbrug bliver telefonen konfiskeret til dagen efter.

Jeg tror ikke det er muligt at finde en skole i Næstved Kommune, hvor eleverne sidder og mobilhygger i undervisningstiden, så efter min mening svarer debatten til, at vi skal diskutere indførsel af højrekørsel i Danmark.

Tommy Lindegaard
Medlem af byrådet for Enhedslisten
Medlem af økonomiudvalget
Medlem af børne og uddannelsesudvalget
Medlem af Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget

Læserbrev bragt i Sjællandske d. 2/11-23